Vi arbejder ud fra dagtilbudsloven, hvor vi i samarbejde med forældrene skal give børnene omsorg, understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse samt bidrage til, at alle børn får en god og tryg opvækst. Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som skal være med til at understøtte ovenstående.
Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale sætter rammerne for. I Rosahaven og Vandpytten er alle børn inddelt i grupper hver formiddag. Dette er med til at sikre en tryg og genkendelig hverdag sammen med de samme børn og de samme voksne, og skaber på den måde de bedste rammer til at opbygge relationer børnene imellem og mellem de voksne og børnene.
Et trygt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø er udgangspunktet for arbejdet med børns læring. Vi arbejder derfor med at indrette stuerne og vores fællesrum med læringsmiljøer og legezoner, som tydeligt viser hvad børnene kan lege med og dermed indbyder til leg og læring.